General Louis Baraguey d'Hilliers, 1764-1813

General Louis Baraguey d'Hilliers, 1764-1813


We are searching data for your request:

Forums and discussions:
Manuals and reference books:
Data from registers:
Wait the end of the search in all databases.
Upon completion, a link will appear to access the found materials.

General Louis Baraguey d'Hilliers, 1764-1813

General Louis Baraguey d'Hilliers var en fransk general bedst kendt som en dragonkommandant, men som tjente i en række roller fra begyndelsen af ​​revolutionskrigene til hans død i Berlin i 1813.

Baraguey d'Hilliers blev bestilt i den franske hær i 1787, før revolutionens udbrud. Han var blevet forfremmet til general i Brigafde i 1793, men tilbragte derefter noget tid under politisk anholdelse. Til sidst blev han løsladt og sendt for at slutte sig til Italiens hær. Der tjente han under Napoleon under sin første italienske kampagne og kæmpede i slaget ved Rivoli (14.-15. Januar 1797).

Efter den italienske kampagne blev han forfremmet til General of Division, og han blev valgt til at kommandere en division under Napoleons egyptiske felttog. Han nåede Malta, men måtte derefter efterlades på grund af dårligt helbred (Menou overtog hans division). I juni 1798 sejlede d'Hilliers til Frankrig, men den 27. juni tog hans skib, La Sensible, blev fanget af HMS Søhest. D'Hilliers og hans ADC'er blev kortvarigt opbevaret som krigsfanger, men de blev hurtigt udvekslet. Han blev derefter udnævnt til stabschef for Rhinen.

I 1799 befalede han den franske garnison i Mannheim, som han i september brugte til at erobre Heidelberg. Østrigerne reagerede i styrke og den 18. september blev d'Hillier's besejret ved Neckerau.

I 1800 kæmpede han ved det andet slag ved Stockach, hvor han befalede 1. division af St. Cyr's hær. Slaget endte som en fransk sejr, der forhindrede østrigerne i at blokere Napoleon, da han flyttede ind i Italien gennem Schweiz.

Han befalede en dragondivision under kampagnen mod Østrig i 1805, og hans division var en del af forskudsvagten, da Napoleon krydsede Rhinen i starten af ​​krigen. Tidligt i kampagnen fangede Napoleon østrigerne under feltmarskal Mack i Ulm. Mack gjorde et forsøg på at undslippe fælden og sendte en styrke østpå langs Donau. Denne enhed løb ind i Duponts isolerede franske division ved Albeck (11. oktober 1805). Baraguey d'Hilliers dragondivision var de nærmeste franske forstærkninger. Han kæmpede også ved Elchingen (14. oktober 1805), en fransk sejr, der kom lige før Mack overgav sig.

Han tjente i Italien fra 1806-1809, og i 1808 blev han adlet som comte.

Han var til stede ved slaget ved Piave (8. maj 1809), et centralt slag i 1809 -kampagnen i Italien, men hans division udgjorde en del af reserverne og tilbragte meget af slaget på den forkerte side af Piave -floden. Han var stærkere involveret i kampen mod Tarvisio (18. maj 1809), et mindre slag under det østrigske tilbagetog ud af Italien.

Efter afslutningen af ​​den italienske kampagne blev d'Hilliers flyttet til Catalonien, hvor han blev indtil 1812. Han var ikke involveret i de tidlige stadier af invasionen af ​​Rusland, men blev senere guvernør i Smolensk.

Da Napoleon trak sig tilbage vest mod Smolensk, flyttede d'Hilliers østpå med en frisk division. I begyndelsen af ​​september blev denne division overrasket af russerne, mens de flyttede for at møde hovedhæren. En brigade blev stærkt besejret og tvunget til at overgive sig, og d'Hilliers trak sig tilbage til Smolensk. Napoleon var rasende og fik ham fjernet fra kommandoen, arresteret og eskorteret ud af Rusland. Planen var at foretage en undersøgelse af hans gennemførelse af denne affære, men d'Hilliers døde i Berlin i 1813, før undersøgelsen var blevet gennemført.

Napoleons hjemmeside | Bøger om Napoleonskrigene | Emneindeks: Napoleonskrige


Louis Baraguey d'Hilliers est le fils de Louis Philippe Baraguey d'Hilliers, officier du duc d'Orléans, gendarme de la garde du roi, et de Marie Anne Luce Delahousse de Breteuil. Il est le cousin de Thomas Pierre Baraguey et le père du maréchal Achille Baraguey d'Hilliers.

Il s'engage dans l'armée en 1783 comme cadet au régiment d'Alsace-Infanterie. La Révolution lui fournit l'occasion de monter rapidement en grade: en juillet 1787, il est nommé lieutenant en second en mars 1791, lieutenant en premier capitaine au 11 e bataillon d'infanterie légère en janvier 1792, oberstløjtnant i l'armée des Alpes en juillet 1792, aide de camp du général Custine, puis du général Alexandre de Beauharnais, et enfin général de brigade le 4 avril 1793.

Arrêté et emprisonné avec son chef en juillet 1793 à la suite de l'abandon de la ville de Mayence par les Français, il est incarcéré à la prison du Luxembourg et ne doit son salut qu'à la chute de Robespierre. Baraguey d'Hilliers fik en ensartet renovering i maj 1795 og en af ​​de mest populære aktiviteter i Faubourg Saint-Antoine. Il est de nouveau suspendu de ses fonctions et destitué en octobre 1795 pour faute grave dans l'affaire de Vendée, puis traduit en conseil de guerre. Il est finalement acquitté sur intervention de Merlino, ancien membre du Comité de défense générale, alors connu comme le père de l'embrigadement des bataillons de ligne avec les bataillons de volontaires.

Un échange de lettres entre ces deux personnages, qui entretinrent une correspondance très suivie de l'an IV à l'an VII, montre que Merlino lui obtint le 23 avril 1795 par la même occasion sa réintégration dans l'armée et la conservation de son grade de général de brigade [1]. Il est alors envoyé à l'armée des côtes de Cherbourg, puis à celle des côtes de l'Océan. En 1796, ses rapporter om Hoche s'enveniment. Il rejoint l'armée d'Italie et sert sous Napoléon Bonaparte, s'illustrant en particulier en poursuivant l'armée autrichienne d'Alvinczy qui bat en retraite, ainsi que lors de la prize de Venise, i maj 1797. Le 10 mars 1797 , il a été promu général de division après avoir sollicité de nouveau l'intervention de Merlino. Compromis pour des vols d'objets d'arts, il adresse un dossier en défense à Merlino qui parvient à le faire innocenter en produisant des témoignages de la Municipalité de Venise [2].

L'année suivante, il embarque pour l'Égypte. Après la prize de Malte, le 10 juin 1798, il est renvoyé en France avec les drapeaux pris à l'ennemi. À partir de mai 1798, il se dit malade et sollicite, mais sans succès, de nouveau Merlino pour obtenir un poste dans la diplomatie [3]. Le 27 juni 1798, søn navire, la frégate La Sensible, est attaqué par la marine britannique. Baraguey d'Hilliers est blessé lors du combat, fait prisonnier, emprisonné à Portsmouth puis libéré sur parole [4]. Rentré en France, il est destitué le 31 juillet 1798 en raison du peu de résistance offert par son vaisseau. Il demande alors à passer en conseil de guerre et est à nouveau frifindelse [5]. Leur échange de correspondance s'achève en 1799 alors qu'il est chef de l'état-major général de l'Armée du Rhin à Schwetzingen. Cette dernière est des plus curieuses: Baraguey demande à Merlino des nouvelles des Anglais qui l'avaient emprisonné et, comme toujours, ce qui le rend détestable au ministère de la Guerre, critique le général Muller qu'il juge trop vieux et surtout la conduite des armées. Il sollicite également son intervention auprès du Directoire pour se faire remplacer. En 1800, il participe aux batailles d'Engen et de Biberach.

En juli 1804, Baraguey d'Hilliers devient oberst-général des dragons, ce qui fait de lui un grand dignitaire de l'Empire au mois d'août suivant, il se bat avec panache à Elchingen avant de devenir commandant de la place d ' Ingolstadt.

Il est promu grand aigle de la Légion d'honneur le 13 pluviôse an XIII (2 février 1805) [6].

Il occupe ensuite le Frioul et stationne en Italie orientale de 1806 à 1809. Le 16 septembre 1808, il est fait comte de l'Empire. En 1812, Baraguey d'Hilliers participe à la campagne de Russie et devient gouverneur de Smolensk. Il est ensuite placé à la tête d'une division du IX e corps d'armée de Victor avant d'être très grièvement blessé au cours de la retraite. En novembre, à la suite de graves échecs, il est suspendu de ses fonctions et envoyé à Berlin pour y être jugé par une Commission d'enquête.

Il y meurt le 6 janvier 1813, d'une «fièvre inflammatoire et nerveuse» provoquée, semble-t-il, par le chagrin que lui ont causé sa mise en accusation et sa disgrâce.

    : 4avril1793: 10mars1797
  • Oberst général des dragons le 6juin1804
  • Le nom de Baraguey d'Hilliers est gravé (sous la forme Bey Dhilliers) sur la 24 e colonne, côté sud de l’arc de triomphe de l’Étoile, à Paris.

D'argent, à la bande de gueules, iflg. en chef d'une merlette de sable, au chef d'azur, ch. de trois chausse-trapes d'argent. Understøtter: deux lions -betragtninger. Udform: Fais ce que dois, Advienne que pourra. [ 7 ]

Écartelé: au I, du quartier des comtes militaires de l'Empire au II, d'argent au cheval saillant de sable au III, de gueules semé d'étoiles d'argent au IV, d'azur à un casque de dragon d ' eller taré de profil. [ 8 ]


Jean Lannes

Commission for Second Lieutenant, First Division, Fourth Battalion, Dequet Company, Paris National Guard. Vi, borgmester i byen Paris, under hensyntagen til det forslag, der blev fremsat af generalchefen for den parisiske nationalgarde og det gunstige vidnesbyrd, vi har givet om den patriotiske iver, om efterretninger og om den gode Josephs gode opførsel Dupar, tidligere sergent ... vi ... udnævner ham til andenløjtnant ... til at varetage de pligter, der er knyttet til denne rang, og nyde alle hæder, rettigheder, vederlag og vederlag, der er knyttet til denne rang ... Henrettet i Paris Rådhus, september den første, sytten hundrede niogfirs…

Bemærk: Lafayette ville deltage i næsten alle de store engagementer under den amerikanske revolution. Han troede på revolution og ikke på Napoleon. (Forsegle)

Republikken Frankrig
1792

Minister Jean-Baptiste Bouchotte
(1754-1840)

Bemærk: Dette dokument er et Brevet af kaptajnen til borger Charles Claude François Chambon og dateret den 19. april 1793.

General Francios de Baussancourt
(1745-1795)

Bemærk: Dette er en journal på 125 sider, der beskriver militære ordrer udstedt til general Baussancourt i perioden april til august 1793. Baussancourt tjente også i den amerikanske revolution.

Baussancourt, general de brigade, prit de bonne heure le parti des armes et s ’étant differé en diverses events, il obtint de grade de général de brigade. Employé à l ’armée du Nord, sous le général Custine, il y commandait l ’avant-garde, le 23 Mai 1793, lorsque le Autrichiens marchaient sur Bouchain. Il combattit avec beaucoup de valeur, og parvint à repousser l ’ennemi. Ayant été destitué quelque temps après comme noble, il en mourut de chagrin, à l ’âge de 46 ans. Il comptait alors 18 campagnes.

General Louis Baraguey D ’Hilliers
(1764-1813)

Weissembourg
21. maj 1793
Generalstab ved Rhinen, Michaud.
Han underrettede om, at du i overensstemmelse med generalchefens intentioner er ansat i brigaden ved 40. regiment i Camp Lauterbourg.
(underskrevet)
B. D ’HILLIERS

Bemærk: General D ’Hilliers ville overgive sin kommando under den russiske kampagne og dø i skændsel i Berlin. (Baraguey D ’Hilliers)

General Marquis de Louis Charles de La Motte-Ango Flers
(1754-1794)

Det beordres, at oberst Ferreaud overtager kommandoen over vores hærs anden kolonne og leder den til vores møde på Frankrigs grænser.

Bemærk: Flers var general under revolutionen, kommandant for de østlige Pyrenæer og guillotineret den 22. juli 1794. Lannes ville tjene under ham i Pyrenæerne.

General Jean-Baptiste Boyer
(1775-1813)

Certifikatet om, at jeg vandt de sidste ni brumaire i distriktsadministrationen i Belfort, giver mig ret til den bonus, der er nævnt i artikel I i lov af 3. 7bre 1793. Denne lov (.) M ’accorde udnævner en tredjedel, som jeg nød, et distrikt betalt forskud. Jeg sendte følgelig til mit distrikt om dette andragende, støtt det certifikat, der beviser min tjeneste i den 10. [Bataljon] af den republikanske frivillige Doubs (.) J håber [borger] repræsentant straks at få retfærdighed, jeg vil genoprette, genstande, der berører republikanernes forsvarere af fædrelandet skal være på dagsordenen (.). ”

Bemærk: Boyer ville tjene som Aide-de-Camp til Lannes under den italienske kampagne. Han ville dø af sår modtaget i Leipzig. (En, To, Tre)

General Francois de Chasseloup
(1754-1833)

Bemærk: Dette er et dokument af Chasseloup, mens han var hos Army of Moselle og dateret den 2. oktober 1794. Han var en af ​​Napoleons bedste militære ingeniører. (Cover, Chasseloup)

Marskal Pierre-Francois-Charles Augereau
(1757-1816)

General Louis-Andre Bon
(1758-1799)

4e. BATAILLON DES PYRÉNÉES ORIENTALES
Vi medlemmer af bestyrelsesbataljonen bekræfter, at borgerløjtnant fra St. Paul District Gers Department i Pyrénées Orientales har fungeret i dette organ siden den 8. maj 1793 (4-5) som underløjtnant, og han har altid opført sig som en modig soldat, og han har ved alle lejligheder givet et utvetydigt bevis på sit mod og sin hengivenhed til republikken. Marseille år 1795
(Underskrevet)
AUGEREAU
BON

Bemærk: Augereau var en af ​​Napoleons Marshals, og dokumentet er dateret 1795. General Bon var en veteran fra den amerikanske revolution, og han ville blive dræbt, mens han stormede et brud under belejringen ved Acre. Marskal Lannes og Pech kæmpede side om side mod Spanien. (Augereau, Augereau, belejring ved Acre)

Marskal Jean-Baptiste Bernadotte
(1763-1844)

Army of Sambre Meuse
Nasseaus hovedkvarter
1. september 1795
I lovens navn og det franske folks loyalitet. Det er forbudt for enhver militærmand og for enhver anden person at give sig i kast med overskydende eller vold mod foged Weiss, der bor på Berg Nasseau. Den, der vil turde gøre et forsøg på personerne eller ejendommene, vil blive anklaget for krigsrådet og straffes eksemplarisk. Pillage er forbudt, den der vil gøre sig skyldig i det, vil blive betragtet som en fjende af republikken og undertrykt som følge heraf.
Afdelingsgeneral
(Underskrevet)
BERNADOTTE

Bemærk: Bernadotte var en af ​​Napoleons ’s marskaller og ville afslutte sit lange liv som Sveriges konge. (Bernadotte, Bernadotte)

Marskal Francois ChristopheKellermann
(1735-1820)

Status for de beløb, der er betalt fra de 300.000F- og 500.000F -midler, der er givet til repræsentanterne for generalerne i Alpernes Hær, efter ordre fra Udvalgene for Offentlig Salut og finanser, samlet på datoerne for Messidor 6. og Fructidor 12..
(Betalt) på ordre fra Rept (Repræsentant) Réal og Gal (General) Moulin 771.959. 19.6
(Betalt) på warrants fra general Kellermann 11.040. .
782,999.19.6
Rester til rådighed fra ovennævnte midler 17 ,. .6
50.000F midler bestemt til de hemmelige udgifter, bevilget efter ordre fra finansudvalgene og den offentlige salut samlet på datoen for Messidor 6. 50.000 F
Heraf er betalt på warrants fra general Kellermann 40.000F
Forbliver tilgængelig 10.000F
500.000F -midler bevilget efter ordre fra finansudvalgene og offentlig hilsen samlet på datoen for Vendemiaire 7.
Bemærk. Repræsentant Real, i sit brev fra 7 Frimaire, opdelte denne fond i to lige store dele, stillede han 250.000F til generaldirektørens disposition og 250.000F til rådighed for Chief Ordonnateur (?). Den del, generalen har til rådighed, er hel …… 250.000F
Certificeret ægte kopi
Generalchefen for Alpernes Hær
(Underskrevet)
KELLERMANN

Bemærk: Kellermann var en kavalerimand og en af ​​Napoleons Marshals. Han var veteran fra syvårskrigen. I løbet af de første år af revolutionen ville han vinde et centralt slag ved Valmy. (Kellermann, Kellermann, Kellermann ved Valmy)

General Barthélemy Louis Joseph Scherer
(1747-1804)

Det er tilladt for andre borgere Andreossy, øverstbefalende for militæret i de østlige Pyrenæer, at tage til Narbonne for at handle.

Bemærk: Dette er et dokument af general Scherer, mens han tjente i hæren i de østlige Pyrenæer. Dokumentet er dateret den 9. september 1795. Lannes ville tjene under Scherer i Pyrenæerne og følge ham til Italien.

General Claude Carra Saint-Cyr
(1760-1834)

Bemærk: Dette er en del af et dokument af general Claude Carra Saint-Cyr, mens han var hos Alpernes hær i Grenoble, og dateret den 23. december 1795. Han var veteran fra den amerikanske revolution. Generalen ville kæmpe ved Aspern-Essling langs siden af ​​general Gabriel-Jean-Joseph Molitor (1770-1849) og general Claude-Juste-Alexander-Louis Legrand (1762-1815). (Molitor, Legrand, Slaget ved Essling)

General Jean Antoine Etienne Championnet
(1762-1800)

Jeg husker, min kære general, at du dagen efter slaget ved Hochstaedt anmodede i Attesdorf om at rapportere til direktoratet med min rapport, alle de generelle ordrer, du gav op til dato, siden du havde taget kommandoen over hæren .

Bemærk: Dette er et dokument af General Championnet, der kæmpede ved Slaget ved Fleurus den 26. juni 1794. Denne kamp ville være en af ​​de første sejre for franskmændene siden krigsudbruddet og et tiltrængt løft i en periode, hvor Frankrigs fjender angreb på alle sider. Dokumentet er til general Kleber (Slaget ved Hochstaedt) og dateret den 19. december 1796. (Slaget ved Fleurus, Kleber)

Oberst Jean Francois Marpaude

Bemærk: Dette er et servicecertifikat for Jean Francois Marpaude, mens han tjener i Army of Sambre og Meuse. Certifikatet viser hans kampagner, kampagner og sår. Det er underskrevet af administrationsrådet og dateret den 20. februar 1796.

Paris, 7. april 1801
AFGØRELSE

Le chef de brigade Marpaude demande une indemnité pour payer ce qu’il doit au général Lannes et pour se rendre dans son pays. Il prie le premier Consul de donner des ordres pour que le jeune Colignon, dont le père a été tué à Saint-Jean-d'Acre, soit admis au Prytanée Renvoyé au général Lannes pour lui donner ce dont il a besoin, and lever toutes les vanskeligés qui s'opposent à l'entrée du citoyen Colignon au Prytanée. Je rendrai au général Lannes tout ce qui sera nécessaire.

Paris, 7. april 1801
AFGØRELSE

Marskal Guillaume-Marie-Anne Brune
(1763-1815)

“ …Officer til stede ved bataljonens ophør, der viste den største lydighed mod modtagne ordrer og den største iver for overgivelse af våben … ”

Bemærk: Brune var en af ​​Napoleons ’s Marshals. Dette er et certifikat, der bekræfter afskedigelsen af ​​kaptajn Lacmadoux, 3. bataljon fra 1. halvbrigade af Legion of Police, og dateret den 30. maj 1796. (Brune, Brune)

General Charles Pierre de Lamer
(1753-1812)

Bemærk: Lamer var en veteran fra den amerikanske revolution, og dokumentet er dateret den 5. september 1796. Han vil anbefale Lannes til Augereau. General Lamer ville forsvinde under den russiske kampagne. (Dække over, Augereau)

General Martin Vignolle
(1763-1824)

Jeg er ikke i tvivl om, at denne person er blevet instrueret af en medarbejder på kontoret i krigen om ministerens modtagelse af dit papir. Men jeg har ikke noget problem med at sende din proxy. Når du registrerer, at ministeren faktisk har modtaget det, vil du nyde dets tilbud. Aide-de-camp Gal Millet sagde, at generalen modtog dit brev og min anbefaling, og han ville tage sig af din sag, selvom den ikke længere er chef for 3. division, vil den flytte til Pensionskontoret. Hvis der inden for få dage ikke er svar fra general Berthier, gentager vi det. Giv de mest præcise ordrer til alle kommandanter på steder, der er under dine ordrer, og returner kommandoen til den officer, der er sendt af ministeren for Republikken Cisalpine, alle forskellige kommandører skal fjernes.

Bemærk: General Vignolle tjente under hele revolutionen og Napoleonskrigene. (Baglæns, Vignolle)

Georges-René Pleville Le Pelley
(1726-1805)

Bemærk: Dette dokument fra marineministeren angår en sønævnelse og dateret den 19. juli 1797. (Baglæns)

General Jean-Phillippe-Raymond Dorsner
(1750-1829)

note: Dokumentet af general Dorsner, mens inspektør for artilleriafdelingen i Rhinen og dateret den 25. oktober 1797.

General Jean-Baptiste Cervoni
(1765-1809)

General Antoine Joseph Veaux
(1764-1817)

Bemærk: Dokumentet vedrører tjeneste for en soldat, der kæmpede i den amerikanske revolution og den italienske kampagne. Under den østrigske kampagne var Cervoni Lannes stabschef, og han ville blive dræbt på Eckmuhl. Generel Veaux ville blive såret i Acre med Lannes. (Cervoni, belejring i Acre)

Marskal Pierre-Francois-Charles Augereau
(1757-1816)

Bemærk: Augereau var en af ​​Napoleons ’s Marshals. Dokumentet er en anmodning om pensionering til François Pifler i Italiens hær med underskrevet godkendelse af Augereau. (Baglæns, Forsegle)

Fransk betjent
omkring 1790

Bemærk: Dette er et miniatureportræt af en fransk infanteri på elfenben. (Baglæns)


Louis Baraguey d'Hilliers blev født den 13. august 1764 i en mindre adelig familie i Paris, Frankrig. Ved starten af ​​de franske revolutionskrige besluttede han at blive i Frankrig og sluttede sig til den franske revolutionære hær. I 1793 blev han medhjælper for Adam Philippe de Custine og en brigadegeneral efter belejringen af ​​Mainz, og han blev arresteret sammen med Custine under terrorens regeringstid. Baraguey blev skånet fra guillotinen i modsætning til hans kommandør, og han vendte tilbage til tjeneste efter Jacobin -klubbens fald i 1794. I 1796 nedlagde han et oprør i Paris, selvom han kortvarigt blev anholdt af frygt for, at han var royalist.

Han blev senere sendt for at slutte sig til Louis Hoches hær og tjente som guvernør i Lombardiet under general Napoleon Bonaparte i 1796 under hans italienske kampagne. I slaget ved Rivoli befalede han en brigade under general Gabriel Venance Rey og blev gjort til General de Division i 1797 og blev guvernør i den besatte republik Venedig. I 1798 blev han taget til fange af Royal Navy efter Napoleons erobring af Malta fra Knights of St. John, og efter løsladelsen blev han frifundet i en krigsret. I 1800 kæmpede han under Laurent de Gouvion Saint-Cyr i slaget ved Stockach i krigen i den anden koalition, den anden af ​​de franske revolutionskrige.  

I 1801 blev Baraguey d'Hilliers udnævnt til generalinspektør for infanteri, og i 1804 blev han oberst-general for dragoner. I 1805 tjente han under marskal Michel Ney i slaget ved Elchingen i Napoleonskrigene. I 1808 blev han endnu en gang udnævnt til guvernør i Venedig, efter at franskmændene besatte den østrigske by i 1805. Fra 1810 til 1812 kæmpede han i Spanien, og han kæmpede i den patriotiske krig mod det russiske imperium i 1812. Hans hær blev beordret til at trække sig tilbage fra Smolensk, da Napoleon beordrede tilbagetrækningen fra Moskva, men han avancerede ind i den russiske hærs kæber, og en af ​​hans brigader overgav sig den 9. november 1812. Baraguey d'Hilliers faldt i skændsel med kejseren på grund af dette, og han døde i 1813 i Berlin.


BARAGUEY D ’HILLIERS, Achille, comte

Achille Baraguey d 'Hilliers blev født i Paris den 6. september 1795. Han kom ind i 9e dragonregimentet i 1806, inden han gik på militærakademi et år senere. Han afsluttede sine studier og forlod den 3. september 1812 med karakteren af ​​andenløjtnant. Han tjente med 2e regiment de chasseurs à cheval og deltog i den russiske kampagne. Den 3. juni 1813 modtog han titlen som greve af sin far, der var død den 6. januar på betingelse af, at han aflagde ed, da han blev myndig. Han blev forfremmet til løjtnant den 1. august og blev udnævnt til medhjælper til Maréchal Marmont, Duc de Raguse, som han kæmpede med i den tyske kampagne. I Leipzig mistede han sin venstre hånd til et kanonslag, men blev gjort til kaptajn den 26. februar 1814. Han blev hos Marmont og blev senere anbragt hos 6e régiment de chasseurs à cheval. Han fratrådte sin kommission den 8. juni 1815, men vendte tilbage til det samme regiment den 8. juli og kom den 10. oktober ind i 2e régiment de grenadiers à cheval i Royal Guard, hvor han blev indtil 1820.

I 1818 var han kavaleri major, men fra den 11. oktober tjente han som bataljonschef i Cher -legionen, før han blev overført til 9e -regimentet d 'infanterie de ligne, hvor han blev til 1825. Mellem 1823 og 1825 kæmpede han i den spanske kampagne . Mellem 1830 og 1833 tjente han i 1er regiment infanterie légère, med hvem han deltog i erobringen af ​​Alger. Han blev forfremmet til oberst den 31. august 1830 efter erobringen. Fra 1833 var han næstkommanderende ved Ecole Militaire de Saint-Cyr og mellem 1836 og 1841 drev han skolen. I 1841 og 1842 tjente han i den generelle regering i Algeriet, og den 19. juni 1843 blev han udnævnt til kommandant for provinsen Constantine. I 1848 havde han kommando over 2e division de l 'armée des Alpes.

Et par dage senere blev han dog valgt til deputé i Doubs -afdelingen i den konstituerende forsamling. En af lederne af den monarkistiske højrefløj og præsident for udvalget kendt som “la rue de Poitiers ”, han var allieret med prinspræsidenten. Grundloven fra 1848 tillod en vicepræsident, som skulle vælges fra en liste over tre navne sammensat af præsidenten. Baraguey d 'Hilliers var blandt de tre foreslåede af Louis-Napoleon, men det lykkedes ikke. Den 13. maj 1849 blev han valgt til député af den lovgivende forsamling for Doubs -afdelingen, og den 4. november fik han kommandoen over ekspeditionsstyrken til Middelhavet. Et par dage senere blev han dog udnævnt til ekstraordinær udsending og minister befuldmægtiget for paven. Den 9. januar 1851 fik han kommandoen over 1ère division militaire, men fratrådte denne post et par måneder senere. Han støttede kuppet d 'état den 2. december 1851 og blev medlem af senatet den 26. januar 1852, hvor han blev udnævnt til en af ​​vicepræsidenterne, en stilling, som han fortsat ville have indtil 1870.

I 1853 blev han udnævnt til ekstraordinær ambassadør og befuldmægtiget minister i Konstantinopel. Året efter, under Krimkrigen, ledede han ekspeditionskorpset i Østersøen og erobrede fæstningen ved Bamarsund på Alandøerne den 16. august. Kort tid efter, den 28. august, blev han udnævnt til Maréchal i Frankrig. I marts 1855 tjente han som chef for 1er corps de l 'armée du Nord i Boulogne, før han tog ansvaret for selve Armée du Nord mellem 1855 og 1856. Han deltog i den italienske felttog i 1859 og kæmpede med østrigerne på Melegnano og på Solferino. Efter krigen fik han kommandoen over 5e korps i Tours.

Under krigen med Preussen overtog han kommandoen over 1er -korpset d 'armée (som var blevet 8e -korpset) i Paris. Efter nederlaget, mellem 1871 og maj 1872, ledede han den kommission, der blev nedsat for at undersøge årsagerne til det franske nederlag. Han døde i Amélie-les-Bains den 6. juni 1872.


General Louis Baraguey d'Hilliers, 1764-1813 - Historie

Louis Baraguey d'Hilliers

Louis Baraguey d'Hilliers naît à Paris, le 13 août 1764, au sein d'une famille noble. C'est comme cadet qu'il entre, le 1er février 1793, au régiment d'Alsace infanterie (qui deviendra le 53e d'infanterie). Au début de la Révolution, il devient lieutenant en premier le 18 mars 1791. En 1792 il est nommé aide de camp du général Crillon, le 10 février 1792, puis du général de la Bourdonnaye, le 27 mai. Il est nommé oberstløjtnant à la légion des Alpes, ou de Montesquiou, le 28 juillet 1792. Puis il sert sous les ordres de Custine, comme oberst, en septembre. Il se distingue à la prize de Spire (30. september 1792), de Worms (4. oktober 1792), de Mayence (21. oktober 1792) et de Francfort-sur-le-Main (23. oktober 1792) og velsignelse, 6. januar 1793, au combat de Hochheim.

Nommé général de brigade, le 4 avril 1793, il est chef d'état-major de l'armée du Rhin (Custine puis Beauharnais). Après la défaite devant Mayence, il est suspendu de ses fonctions, le 27 juin 1793, arrêté le 28 juillet, puis emprisonné à l'Abbaye puis à la prison du Luxembourg. Le tribunal révolutionnaire l'acquitte, le 10 juillet 1794 .. Sous les ordres de Menou, il réprime le soulèvement du faubourg Saint-Antoine, ce qui lui vaut d'être de nouveau envoyé devant un tribunal et de nouveau frifindet.

Affecté à l'armée d'Italie, den 8. maj 1796, il sert alors, pour la première fois, sous Bonaparte. Durant cette première campagne d'Italie, il se distingue à Bergame (24 décembre 1796), Rivoli (14 janvier 1797) et la Corona. Nommé général de division, le 10 mars 1797, il s'empare de Venise le 16 mai 1797. Il est nommé à l'armée d'Égypte, le 5 mars 1798, il est à la prize de Malte, le 10 juin. Il est chargé de porter les drapeaux pris à l'ennemi au Directoire. Son navire, La Sensible, ayant été intercepté par les Anglais, le 27 juin, il est fait prisonnier, non sans avoir réussi à jeter dessus bord ces trophées et ses dépêches. Conduit à Portsmouth, il est mis en liberté sur parole. De retour en France, il est aussitôt destitué. Le voilà pour la troisième fois traduit devant un tribunal. et une fois de plus frifindelse.

Affecté à l'armée du Rhin, il est à Landau (épisode de l'explosion du magasin à poudre), Engen (3. maj 1800) et Biberach (9. maj 1800). Après Marengo, il est nommé à l'armée de Grisons, november 1800, sous les ordres de Macdonald. Vainqueur à Canova, il est rappelé en France en 1801. Il est nommé commandant de la 2e division de dragons, au camp de Compiègne, le 29 septembre 1803. Oberst general des dragons le 6. juni 1804, Grand Aigle de la Légion d'honneur le 2 février 1805, il fait la campagne de 1805 dans le IIe corps d'armée de Ney, avec lequel il est à Elchingen, le 14 octobre.

Après la paix de Presbourg, il commande le corps d'armée du Frioul (Ier corps de l'armée d'Italie) sous Eugène de Beauharnais, le 22 septembre 1806. Le 28 août 1808, il est nommé gouverneur à Venise. Durant la campagne contre l'Autriche en 1809, il est engagé à l'aile gauche de l'armée d'Italie, commandée par le vice-roi d'Italie, Eugène de Beauharnais. Il s'illustre sur la Piave, puis au combat de Tarvis et à la bataille de Raab. A la fin de 1809, il combat dans le Tyrol, contre la rébellion menée af Andreas Hofer.

Il est envoyé en Espagne, le 22 août 1810, à l'armée de Catalogne. Il devient, november 1810, gouverneur de la Haute-Catalogne.

Il rentre en France en 1811, où il commande la 19e division militaire (Lyon), du 19 octobre 1811 au mois de février 1812. Il part alors en Russie. , le juillet 1812. Il est nommée gouverneur de Smolensk, le 27 août, puis comandant d'une division du IXe corps de Victor. Battu sévèrement à Ielnia le 9 november 1812, il est suspendu de ses fonctions et reçoit l'ordre de se rendre en France, aux arrêts, en attendent une enquête, voire un nouveau procès. Sans doute aurait-il été une nouvelle fois acquitté, mais cette sammenligning est jugée par Baraguey comme un déshonneur inacceptable, trop lourd à porter.

Louis Baraguey d'Hilliers décède à Berlin, d'une fièvre nerveuse selon l'acte de décès, plus probablement de chagrin, 6. januar 1813.

Le coeur du général Baraguey d'Hilliers repose dans la crypte des Invalides i Paris.


Baraguey became a Sous lieutenant in 1784 , fought in the Revolutionary Army as Général de brigade and Souschef of the staff of Custine in 1793 in the Palatinate and during the siege of Mainz , but was involved in the fall of Custine, arrested and only released after Robespierre's fall. He narrowly escaped execution , which should have been carried out in two months.

In 1796 he commanded the troops in Paris against the insurgents of the suburb of St. Antoine, after he had been persecuted again as a royalist, he joined the western army under Hoche and then to Italy, where Bonaparte placed two half-brigades under him and ordered the occupation of Bergamo .

Promoted to Général de division in March 1797 for his good services , he occupied Venice and resided there as governor until the city was occupied by the Austrians. In 1798 he joined the Egyptian expedition , was sent back from Malta with the spoils of victory, was taken prisoner by the English, and after his liberation was tried before a court martial. The reason was the allegation Louis Baraguey d'Hilliers had made a pact with the English or at least acted with gross negligence. However, he was completely acquitted and in 1799 commanded as Chief of Staff to the Rhine Army and then operated under MacDonald in Graubünden .

In 1801 he was appointed General Inspector of the Infantry and in 1804 Colonel General of the Dragoons . In the campaign of 1805 he led the reserve cavalry and distinguished himself in the battle of Austerlitz . In 1808 he became governor of Venice for the second time. In 1809 he stood out under Viceroy Eugène de Beauharnais, especially in the Battle of Raab (June 14, 1809).

After the Peace of Vienna, Commander-in-Chief in Tyrol , he contributed much to calming this country through moderation. In 1810 Napoleon I sent him to Spain, where he took over a command in Upper Catalonia. In the Russian campaign in 1812 , part of his division had to surrender to the Russians on November 9th, which is why he fell out of favor with Napoleon. He died in Berlin in January 1813.


Famous Birthdays In 1813

Famous People Born In This Year In History

Jan 04 Alexander Freiherr von Bach, Austria attorney/premier (1852-59) was born on this day in history.

Jan 04 In the year 1813 birth of isaac Pitman, Britain, inventor (stenographic shorthand)

Jan 04 On this day in history birth of louis L Bonaparte, English/French linguist/senator

Jan 05 Thomas Neville Waul, Brig General (Confederate Army), died in 1903 was born on this day in history.

Jan 15 James Marion Sims, SC, surgeon/gynecologist (vesicovaginal operation) was born in the year 1813.

Jan 18 Joseph Farwell Glidden, inventor (1st coml useable barbed wire) was born on this day in history.

Jan 19 On this day in history birth of henry Bessemer, engineer/inventor (Bessemer engine)

Jan 20 Jacon Gartner Lauman, Bvt Mjr General (Union volunteers), died in 1867 was born in the year 1813.


Venice After the Fall: Casanova (1797), Da Ponte (1798), Hobhouse and Byron (1816)


October 1797, Il faut danseur. The people of Italy depicted in their regional masks, forced to dance around the Tree of Liberty by the French revolutionary troops of Napoleon. This is an anonymous caricature probably published in Venice after the treaty of Campoformio.
(Source: toskana-art.it)

1797: They’re Free, Let’s Make them Dance

On 4th June 1797, less than a month after the fall of the Republic, a procession led by the President of the Municipality moved towards the Tree of Liberty in St. Mark’s Square, where the emblems of the Doge and the Golden Book, the register that contained the names of the Venetian patricians, would be symbolically burned in front of the people and the representatives of the new institutions. The church bells rang and many Municipalisti danced La Carmagnole, the hymn of the Revolution, around the Tree of Liberty. Among them, some of the most rowdy were the most famous ladies of the polite society, like Marina Querini Benzon, the owner of one of the two most famous salons in Venice, the other being Isabella Teotochi Albrizzi’s. Benzon danced with a friar, Father Lojano, who was so caught up in the dancing that he tumbled on the square.

The Republic had fallen some weeks before, on 15th May 1797, when the French troops entered the city of Venice lead by General Louis Baraguey d’Hilliers. The new government, the Municipality of Venice, replaced the Doge and the old Patricians, and many Venetians believed the occupying army had come to bring liberty, equality and fraternity. Unfortunately, they soon changed their opinion when they realized that the reason for the invasion was political and not moved by high ideals. In fact, the destiny of the Republic was decided a few months later by the Treaty of Campoformio, on 17th October 1797, by which Venice was handed over to Austria. From that moment, both Republicans and Municipalisti understood the real intentions of the Corsican General, as their city would be used as a trade-off with Austria.

Soon afterwards, the French started looting the city, with the purpose of leaving nothing to the successors. They stole all the gold and silver they could find, even from the churches. The Bucintoro (the Doge’s ship) and all the ships of the Venetian fleet in the Arsenal were destroyed. The four bronze horses above St. Mark’s Basilica and the old lion over the pillar in the piazzetta in front of the Doge’s palace were sent to Paris, to embellish the squares of the French capital. Some works of art formed the basis for the Louvre’s art collection, and were never returned to Italy.

1797: Giacomo Casanova Writes from Dux, in Bohemia

Giacomo Casanova wrote an interesting letter to his friend Pietro Zaguri, summarizing in a few lines what he thought would happen to the city of Venice now that the Republic had fallen. He seemed to denounce the irresponsibility of the patricians, who by leaving the city to her fate were actually condemning her to decadence.


Giacomo Casanova (Source: Wikipedia)

What will happen now to the city of Venice? This city could exist in all its wealth, splendour and beauty only when a capital, inhabited by the aristocracy who governed the Republic. When you are all gone, you patricians, to live on the mainland, Venice will waste away. And is it not true that you are leaving? What would you do in Venice, when you have nothing to do? It’s a pity that, now that you are leaving, you won’t be able to bring with you your beautiful mansions. You would only remain on the strength of an inconceivable material attachment, because the air on the mainland is better than that of the lagoon, coaches are more pleasant than gondolas, and horses are worth more than gondoliers, even though the former are less humorous than the latter.
[Letter of Giacomo Casanova to Pietro Zaguri of 4th December, 1797. Reported by John Julius Norwich in A Paradise of Cities and Alvise Zorzi in La Repubblica del Leone. From “What will…” to “…to do?” translated by Norwich, the rest translated by me.]

Such was also the mood of the Venetians who were witnessing the looting of their city. They knew that it would be the end of an entire society, where an ancien régime of patricians, doges and dusty institutions was disappearing.

1798: Exit the French, Enter the Austrians

Following Campoformio, the French left on 18th January 1798, handing over the city to the Austrians, who arrived that same day. Giacomo Casanova, who at the time was spending his last years at Dux as a protégé of Count Joseph-Charles Waldstein, died some months later on 4th June 1798. And it is from one of Casanova’s best friends, Lorenzo Da Ponte, that we have a direct account of what was the situation of the city under the Austrian rule.

The French government had actually brought the city to economic collapse, and even though the Austrians tried to reduce taxation, Venice could not get on her feet again. Also, in the mainland territories the number of beggars increased and many of them wanted to reach the city looking for help.

1798: Lorenzo Da Ponte’s Account

Napoleon nell’Adria entrò coi galli,
ma prese al suo partir quattro cavalli

[This is a joke that a barber told Da Ponte while in Venice and that the Italian librettist reported in his Memoirs. An approximate translation would be “Napoleon to Adria came with the cocks (Gauls), But went away with four horses”. In Italian the word “galli” can both mean “cocks” and “Gauls”.]


Lorenzo da Ponte (Source: Wikipedia)

Lorenzo Da Ponte arrived in Venice on 7th November 1798, at the time when it was under Austrian rule, while he was touring the cities of northern Italy in search of singers to bring to London for the upcoming opening of the opera season at the King’s Theatre. While in Italy, he thought he would like to see his Venice and St. Mark’s Square, which he hadn’t seen for around twenty years. Da Ponte writes that he had heard of the pitiful conditions in which the city was, but what he heard was nothing compared to what he actually saw. Going towards St. Mark’s Square, he entered from the direction of the Clock, from where you can’t see the square until you have completely passed the arcades. He was surprised and upset at seeing that there were just seven people in the whole piazza, in which desolation and silence reigned. In the old days the square had been crowded with joyful people. Walking along the Procuratie (the long colonnade around St. Mark’s Square), he noticed that even the coffee shops were empty: in eleven of them he only counted 22 people altogether.

The following day, on 8th November 1798, he went out early in the morning because he “wanted to see the city in all her aspects”. In St. Mark’s Square, he noticed there weren’t many more people by late morning than in the evening before. He entered a coffee shop whose owner he knew, and there he found six or seven men drinking and talking politics. They said that the new masters had brought hard times for the population of Venice, as the price of goods increased, the tax on coffee doubled, and there was a municipal tax of 60% on salt, tobacco and sugar. Also, the Austrians were asking the city two million silver piastre, making the situation even more unbearable.

As the occupiers introduced censorship and forbade political discussion, the shopkeeper asked the patrons to stop talking politics as he “wouldn’t like to taste the Austrians’ military clubs”, as had happened to a couple of Venetians the previous night, beaten by soldiers and led to the police station where they were held prisoner until morning.

Leaving the coffee shop “more sad than a son who cries at the death of his mother”, Da Ponte walked towards the fish market in the piazzetta, when an old man, with a pale face and the appearance of a beggar, thinking that Da Ponte wanted to buy some fish, asked him whether he could help him carry the fish home. Da Ponte recognized him as the brother of a lady he had loved for three years now he was an “honourable beggar”, in rags, without hat or shoes. He was from one of the “noblest and most ancient families of Venice, that produced Doges, Procurators of St. Mark, admirals, prelates and magistrates. His uncle had been Inquisitor of State and his grandfather Ambassador at Constantinople.” He told Da Ponte that at the Republic’s fall, more than 300 families fell into poverty and humiliation, and warned Lorenzo to depart from the city as quickly as he could, as it would be too dangerous for him to remain. Venice was no longer the city he used to know twenty years before. The old man added that fear and hatred had destroyed all commerce and means of earning, creating a thousand opinions, parties, rivalries among citizens, and a situation where everybody was ready to do anything in order to live. The young were forced to fight far from their country and only women, children and old men remained in the city.

1816: John Cam Hobhouse and Lord Byron in St. Mark’s Square

It would take too long here to recall the historical vicissitudes of the Serenissima at the beginning of the 19th century. It is just enough to remember, however, that on 2nd December 1805, Napoleon defeated the Third Coalition at Austerlitz, also known as the Battle of the Three Emperors, and was thus able to sign the Treaty of Pressburg, allowing him to incorporate Venetia (the former territory of the Republic of Venice, now Veneto), Istria og Dalmatia in the Kingdom of Italy. It was only on 16th April 1814, that Venice was returned to Austria, after Napoleon’s defeat.


A poor family on a boat in Venice. At the beginning of the nineteenth century, there were nearly 50,000 beggars in the city (etching from a painting by Antonio Rota (1854), in Storia insolita di Venezia, by Marcello Brusegan)

Therefore, Venice was under Austrian rule again when two illustrious Englishmen, nearly twenty years after Da Ponte’s account, witnessed how the situation hadn’t changed much. During their travels through Italy, Byron and Hobhouse also visited Venetia. In Vicenza, they were shocked by the number of beggars that asked for money in the streets and squares of Palladio’s home town. In Venice, however, the situation was even worse, because, as had happened to Da Ponte in 1798, they found that even aristocrats were forced to beg. While walking in St. Mark’s Square, the two Englishmen noticed that they were being followed by a nobleman, who, hat in hand, was begging for some coins. Hobhouse was so shocked at such a sight that he told him abruptly to put the hat on, and Byron gave the poor man two francs before dismissing him.


The ranks Marechal de Camp and Lieutenant-General were used prior to the Revolution and ceased being used by the Decree of 21 February 1793 being replaced by the ranks of General de Brigade and General de Division.

Bache (Jacques Francois)

Born: 2 November 1744
General de Brigade: 14 April 1794
Died: 20 April 1803

Bachelet - Damville (Louis Alexandre)

Born: 1 November 1771
General de Brigade: 30 May 1813
Officer of the Legion d'Honneur: 20 May 1811
Baron of the Empire: 21 February 1813
Died: 16 October 1813 (Killed at battle of Leipzig)

Bacler d Albe (Louis Albert Guislain)

Born: 21 October 1761
Colonel: 21 June 1807
General de Brigade: 24 October 1813
Officer of the Legion d'Honneur: 10 April 1813
Chevalier of the Empire: 17 March 1808
Baron of the Empire: 31 December 1809
Died: 12 September 1824

Born: 18 October 1743
General de Brigade: 30 June 1793
Commander of the Legion d'Honneur: 15 June 1804
Died: 17 February 1821

Born: 4 July 1769
General de Brigade: 30 May 1813
Officer of the Legion d'Honneur: 3 January 1809
Baron of the Empire: 18 February 1814
Died: 9 May 1839

Born: 1 July 1768
Colonel: 27 December 1805 (51e Regiment d'Infanterie de Ligne)
General de Brigade: 6 August 1811
Baron of the Empire: 7 June 1808
Died: 2 October 1821

Baillet de Latour (Louis Willibrod Antoine de)

Born: 12 February 1753
Colonel: 2 February 1788 (Regiment de Salm-Infanterie)
General Major: 1 January 1793
General de Division: 6 March 1811
Died: 1 September 1836

Born: 20 August 1771
General de Brigade: 6 August 1811
Commander of the Legion d'Honneur: 23 April 1809
Baron of the Empire: 23 May 1809
Died: 1 March 1853

Baillot - Faral (Antoine Raymond)

Born: 5 September 1741
General de Brigade: 30 April 1794
Died: 18 August 1818

Bailly de Monthion (Francois Gedeon)

Born: 27 January 1776
General de Brigade: 22 May 1808
General de Division: 4 December 1812
Baron of the Empire: 28 January 1809
Count of the Empire: 15 August 1809
Died: 7 September 1850

Balathier de Bragelonne (Eloi Charles)

Born: 13 December 1771
General de Brigade: 11 July 1811
Died: 30 July 1830

Bancal de Saint Julien (Jean Louis)

Born: 12 March 1745
Chef de Brigade: 8 November 1794
General de Brigade: 23 October 1799
Died: ?

Born: 30 July 1766
Chef de Brigade: 11 October 1793
General de Brigade: 25 December 1793
Died: 13 April 1796 (Killed during the attack on the Chateau de Cossaria Piemont)

Baraguey d Hilliers (Louis)

Born: 13 August 1764
General de Brigade: 4 April 1793
General de Division: 10 March 1797
Grand Eagle of the Legion d'Honneur: 2 February 1805
Count of the Empire: 16 September 1808
Died: 6 January 1813

Barbantane (Hilarion Paul Francois Bienvenu du Puget de)

Born: 8 March 1754
Colonel: 10 March 1788 (Regiment d Aunis)
Marechal de Camp: 6 October 1791
Died: 27 March 1828

Born: 11 May 1759
General de Brigade: 23 July 1799
Died: 23 March 1825

Barbot (Marie Etienne de)

Born: 2 April 1770
General de Brigade: 6 August 1811
Died: 16 February 1839

Barbou d Escourieres (Gabriel)

Born: 23 November 1761
General de Brigade: 7 September 1794
Died: 6 December 1827

Born: 21 January 1759
General de Brigade: 29 September 1793
Died: 9 November 1837

Born: 10 February 1754
Chef de Brigade: 7 October 1794 (6e Regiment d'Artillerie a Pied Provisional)
General de Brigade: 19 June 1799
Officer of the Legion d'Honneur: 11 July 1807
Chevalier of the Empire: 21 November 1810
Died: 3 September 1833

Barquier (Joseph David de)

Born: 7 June 1757
General de Brigade: 18 April 1802
Died: 31 October 1844

Barral de Rochechinard (Andre Horace Francois de)

Born: 1 August 1743
Marechal de Camp: 13 December 1791
Died: 15 August 1829

Barras (Paul Francois Jean Nicolas de)

Born: 30 June 1755
General de Brigade: 1 August 1795
Died: 29 January 1829

Born: 26 November 1718
General de Brigade: 15 May 1793
Died: 13 May 1813

Barthelemi (Antoine Francois, Chevalier de Bournet)

Born: 21 October 1741
General de Brigade: 30 September 1793
Died: 4 November 1812

Bartier de Saint Hilaire (Jean Etienne)

Born: 7 March 1766
General de Brigade: 10 July 1812
Officer of the Legion d'Honneur: 27 July 1809
Baron of the Empire: 4 June 1810
Died: 19 February 1835

Born: 19 August 1753
General de Brigade: 15 September 1793
Died: 15 January 1801 (Died of wounds received at the battle of Hohenlinden)

Baudot (Auguste Nicolas)

Born: 15 February 1765
Chef de Brigade: 29 November 1796
General de Brigade: 17 August 1800
Died: 20 March 1801 (Died of wounds received at the battle of Canope)

Baurot (Jean Baptiste Charles)

Born: 26 May 1774
General de Brigade: 25 November 1813
Baron of the Empire: 11 June 1810
Died: 10 February 1847

Baussancourt (Francois de)

Born: 17 September 1742
General de Brigade: 12 April 1793
Died: 7 May 1795

Beaufort de Thorigny (Jean Baptiste Beaufol dit)

Born: 18 October 1761
General de Division: 14 October 1793
Died: 1 February 1825

Beaufranchet d Ayat (Louis Charles Antoine de)

Born: 22 November 1757
Marechal de Camp: 1 September 1792
Died: 2 July 1812

Beauharnais (Alexandre Francois Marie de)

Born: 22 May 1760
Marechal de Camp: 7 September 1792
General de Division: 8 March 1793
Died: 23 July 1794 (Executed)

Beaujeu (Edme Henry de)

Born: 22 May 1741
Chef de Brigade: 27 May 1792 (2e Regiment de Cavalerie)
General de Brigade: 15 March 1793
Died: 28 June 1818

Beaupuy (Michel Armand de Bacharetie de)

Born: 14 July 1755
Chef de Brigade: 3 May 1793
General de Brigade: 31 August 1793
General de Division: 17 October 1793
Died: 19 October 1796 (Killed at the combat of Emmendingen)

Beauregard (Pierre Raphael Paillot de)

Born: 14 February 1734
Marechal de Camp: 1 March 1791
General de Division: 15 May 1793
Died: 30 September 1799

Beaurevoir (Louis Ferdinand Baillard de)

Born: 14 February 1747
Colonel: 26 August 1792
General de Brigade: 8 March 1793
Died: ?

Beaurgard (Charles Victor Woirgard de)

Born: 16 October 1764
General de Brigade: 16 April 1793
Died: 19 February 1810 (Killed at the combat of Valverde)

Beauvais (Louis Jacques)

Born: 1759
General de Brigade: 23 July 1795
Died: 12 September 1799

Beauvais de Preau (Charles Theodore)

Born: 8 November 1772
General de Brigade: 30 September 1813
Died: 18 April 1830

Bechet de Leocour (Louis Samuel)

Born: 6 November 1771
General de Brigade: 19 February 1814
Officer of the Legion d'Honneur: 18 February 1808
Baron of the Empire: May 1808
Died: 1 January 1845

Becourt (Nicolas Joseph)

Born: 24 June 1736
Colonel: 9 September 1792
Marechal de Camp: 15 September 1792
General de Division: 30 July 1793
Died: 29 August 1793

Born: 20 August 1739
General de Brigade: 21 August 1795
Died: 8 April 1813

Born: 11 August 1737
Chef de Brigade: 4 May 1793 (Legion de la Fraternite)
General de Brigade 14 June 1793
Died: 3 August 1802

Beguinot (Francois Barthelemy)

Born: 22 January 1757
General de Brigade: 9 June 1794
General de Division : 5 February 1799
Count of the Empire: 23 May 1808
Died: 26 September 1808

Behague de Villanueva (Jean Antoine Pierre de)

Born: 29 November 1727
Marechal de Camp: 1 March 1780
Lieutenant General: 20 January 1791
Died: 1804

Beker (Nicolas Leonard Bagert)

Born: 13 January 1770
General de Brigade: 2 January 1801
General de Division: 24 December 1805
Died: 18 November 1840

Belair (Alexandre Pierre Julienne)

Born: 15 October 1747
General de Brigade: 4 August 1793
Chevalier of the Empire: 22 October 1810
Baron of the Empire: 11 November 1813
Died: 25 May 1819

Belfort (Jacques Belfort Renard dit)

Born: 26 December 1753
Chef de Brigade: 21 November 1793
Chef de Brigade: 19 April 1794 (12e de cavalerie)
General de Brigade: 24 December 1805
Commander of the Legion d'Honneur: 25 December 1805
Baron of the Empire: 18 June 1809
Died: 18 January 1819

Bellavene (Jacques Nicolas)

Born: 20 October 1770
General de Brigade: 10 July 1796
General de Division: 4 October 1807
Commander of the Legion d'Honneur: 14 June 1804
Chevalier of the Empire: 30 October 1810
Baron of the Empire: 25 March 1813
Died: 16 February 1826

Born: 30 March 1744
Chef de Brigade: 25 October 1793 (3e regiment d Artillerie a Pied)
General de Brigade: 10 May 1794
Died: 1800

Belliard (Auguste Daniel)

Born: 25 May 1769
General de Brigade: 18 November 1796
General de Division: 6 September 1800
Colonel General de Cuirassiers: 5 December 1812
Count of the Empire: 9 March 1810Died: 28 January 1832

Bellion de Sainte - Marguerite (Louis Henry Charles de)

Born: 9 December 1753
General de Brigade: 11 October 1793
Died: 15 September 1795

Belmont (Francois de Vachon de Briancon de)

Born: ?
Colonel: 1 February 1749 (Regiment de Marine)
Marechal de Camp: 20 February 1761
Lieutenant General: 1 March 1780
Died: 1800

Born: 26 January 1763
Chef de Brigade: 4 April 1794
General de Brigade: 29 June 1794
General de Division: 22 October 1794
Marechal d Empire : 19 May 1804
Grand Officer of the Legion d'Honneur : 12 July 1804
Grand Eagle of the Legion d'Honneur: 2 February 1805
Prince de Ponte-Corvo: 21 August 1810
King of Sweden: 5 February 1818
Died: 8 March 1844

Bernard (Jacques Bernard)

Born: 1774
General de Brigade: 3 March 1813
Member of the Legion d'Honneur: 7 March 1813
Died: 12 January 1852

Born: 1779
Colonel: 21 January 1813
General de Brigade: 23 March 1814
Chevalier of the Empire: 10 January 1812
Baron of the Empire: 22 March 1814
Died: 5 November 1839

Berneron (Benoit Guerin de)

Born: 1745
General de Brigade: 8 March 1793
Died: 1799

Bertaux (Jacques Berthault dit)

Born: 10 January 1733
General de Brigade: 30 July 1793
Died: 21 November 1799

Berthellemy (Etienne Ambroise dit Berthelmy)

Born: 24 September 1764
General de Brigade: 30 July 1793
Died: 24 June 1841

Berthemy (Pierre Augustin)

Born: 16 May 1778
General de Brigade: 14 December 1813
Commander of the Legion d'Honneur: 5 December 1812
Chevalier of the Empire: 14 April 1810
Died: 31 January 1855

Born: 20 November 1753Marechal de Camp: 22 May 1792
General de Division: 13 June 1795
Grand Eagle of the Legion d'Honneur: 2 February 1805
Major General de la Grande Armee: 30 August 1805
Prince de Neuchatel and Vallengin: 30 March 1806
Prince de Wagram: 15 August 1809
Died: 1 June 1815 (Commited suicide)

Berthier (Louis Cesar dit de Berluy)

Born: 9 November 1765
Chef de Brigade: 18 November 1796
General de Brigade: 4 September 1802
General de Division: 3 January 1806
Commander of the Legion d'Honneur: 11 January 1804
Count of the Empire: 13 February 1813
Died: 17 August 1819

Berthier (Victor Leopold)

Born: 22 May 1770
General de Brigade: 19 June 1799
General de Division: 1 February 1805
Died: 13 March 1807

Born: 26 July 1752
General de Brigade: 2 October 1793
Died: 1 May 1816

Bertolosi (Jean Baptiste)

Born: 28 October 1749
General de Brigade: 4 April 1804
Member of the Legion d'Honneur: 23 December 1807
Died: 20 January 1828

Berton (Jean Baptiste Breton dit)

Born: 15 June 1767
General de Brigade: 30 May 1813
Died: 5 October 1822 (Executed)

Bertrand (Antoine Joseph)

Born: 15 February 1767
General de Brigade: 28 October 1808
Commander of the Legion d'Honneur: 8 August 1809
Baron of the Empire: 3 May 1809
Died: 18 May 1835

Bertrand (Henri Gatien)

Born: 28 March 1773
General de Brigade: 6 September 1800
General de Division: 30 May 1807
Grand Marechal de Palais: 18 November 1813
Grand Eagle of the Legion d'Honneur: 14 August 1809
Count of the Empire: 21 September 1808
Died: 31 January 1844

Beru (Antoine Anne Lecourt de)

Born: 14 August 1755
General de Brigade: 15 May 1793
Died: 5 May 1814

Born: 15 September 1759
Chef de Brigade: 11 February 1794 (2e Legion de l Ouest)
General de Brigade: 11 April 1795
Died: 1804

Born: 22 April 1755
General de Brigade: 7 September 1793
General de Division: 19 September 1793
Died: 25 September 1825

Born: 6 August 1768
Chef de Brigade: 9 March 1799
General de Brigade: 18 July 1800
General de Division: 13 September 1802 Marechal d Empire: 19 May 1804
Colonel General: 20 July 1804 (Cavalerie de la Garde Imperiale)
Grand Officer of the Legion d'Honneur: 14 June 1804
Grand Eagle of the Legion d'Honneur: 2 February 1805
Duc d Istrie: 28 May 1809
Died: 1 May 1813 (Killed on the eve of the battle of Lutzen)

Beteille (Jean Alexis)

Born: 7 August 1763
Colonel: 13 January 1811 (Legion de Burgos)
General de Brigade: 2 March 1813
Died: 13 February 1847

Bethencourt (Antoine de)

Born: 29 October 1759
Chef de Brigade: 25 May 1793
General de Brigade: 5 September 1793
Died: 6 August 1801

Beurmann (Jean Ernest de)

Born: 25 October 1775
General de Brigade: 23 October 1811
Baron of the Empire: 16 September 1808
Died: 10 October 1850

Beurnonville (Pierre de Riel de)

Born: 10 May 1752
Marechal de Camp: 13 May 1792
Lieutenant General: 22 August 1792
Grand Officer of the Legion d'Honneur:15 June 1804
Count of the Empire: 28 May 1808
Died: 23 April 1821

Beylie (Claude de)Born: 6 June 1729

Colonel: 22 May 1785
Marechal de Camp: 18 August 1792
Died: 29 July 1817
Beyrand (Martial)
Born: 9 September 1768
General de Brigade: 24 November 1794
Died: 3 August 1796 (Killed at the battle of Castiglione)

Beyssac (Jean Romain Conilh de)

Born: 27 September 1749
General de Brigade: 23 August 1793
Died: 18 December 1820

Born: 4 November 1753
Chef de Brigade: 7 March 1793
General de Brigade: 30 June 1793
Died: 13 April 1794 (Executed)


Inhaltsverzeichnis

Baraguey war der Sohn des Gardeoffiziers Louis Philippe Baraguey und dessen Ehefrau Marie Anne Delehousse de Breteuil. Der Architekt Thomas Pierre Baraguey (1748–1820) war sein Cousin. Seine Familie zählte zu Frankreichs niederem Adel.

Im Rang eines Sous lieutenant trat Baraguey 1784 in die Armee ein. Nach einigen Versetzungen innerhalb Frankreichs kam er im Rang eines Général de brigade zur Revolutionsarmee. Während der Belagerung von Mainz (→Mainzer Republik) fungierte er als Aide-de-camp von General Adam-Philippe de Custine in dessen Stab. Da General Custine dabei offizielle Gefehle missachtet hatte, wurde er am 14. August 1793 vor den Wohlfahrtsausschuss geladen und beschuldigt „das Interesse der Republik“ verraten zu haben. Am 27. August sprach man das Todesurteil und am Morgen des 28. August wurde Custine guillotiniert. Als Custines Stabsoffizier wurde Baraguey mitverurteilt und bis zu seiner Hinrichtung im „Gefängnis“ Palais du Luxembourg eingesperrt. Erst als Maximilien de Robespierre am 28. Juli 1794 vom Revolutionstribunal hingerichtet worden war, kam Baraguey wieder frei.

Nach seiner Freilassung, stand Baragueys Karriere in der Armee vorerst nichts mehr im Weg. In dieser Zeit heiratete er in Paris Marie-Éva Zittier (1774–1831) und hatte mit ihr eine Tochter Clémentine (1800–1892), spätere Ehefrau von General Charles-Marie Denys de Damrémont (1783–1837), und einen Sohn, den späteren Marschall von Frankreich Achille Baraguey d’Hilliers. Seine Adoptivtochter Elisabeth Daniels (1790–1868) heiratete später General Maximilien Foy.

1796 wurde unter seinem Kommando ein Aufstand in St.-Antoine, einer Vorstadt von Paris, niedergeschlagen. Da man in ihm aber weiterhin einen Unterstützer der Bourbonen sah, liess er sich zum Westheer in den Stab von General Lazare Hoche versetzen. In dieser Zeit wurde Napoleon Bonaparte auf ihn aufmerksam, der ihn nach Italien entsandte und mittels zwei Halbbrigaden die Besetzung Bergamos befahl. Im März 1797 erhielt er den Rang eines Général de division und half mit Venedig zu besetzen. Bis zur Vertreibung durch die österreichische Armee wirkte er dort als Militärgouverneur.

Als Napoleon 1798 seine Invasion nach Ägypten plante, holte er auch Baraguey in seinen Stab. Nach der Besetzung Maltas schickte man ihn zusammen mit der Kriegsbeute zurück nach Frankreich. Von der Royal Navy abgefangen, kam Baraguey erst in englische Kriegsgefangenschaft, später dann wurde er auf Ehrenwort zurück nach Frankreich entlassen. Da man sich seiner Verganheit als Royalist (und damit seiner militärischen Unzuverlässigkeit) erinnerte, stellte man ihn vor ein Kriegsgericht und klagte ihn u. en. „des Paktierens mit dem Feind“ an. Nach Freispruch und Rehabilitierung wurde er zur Armée du Rhin kommandiert und kam in den Stab von General Michel Ney. Später kämpfte er zusammen mit Jacques MacDonald in Graubünden.

1801 wurde er Generalinspektor der Infanterie und 1804 zum Colonel général der Dragoner ernannt. Im Feldzug von 1805 führte er die Reservekavallerie und zeichnete sich in der Schlacht bei Austerlitz aus. 1808 wurde er zum zweiten Mal Gouverneur von Venedig. 1809 tat er sich unter dem Vizekönig Eugène de Beauharnais besonders in der Schlacht bei Raab (14. Juni 1809) hervor. Als am 14. Oktober 1809 der Friede von Schönbrunn ausgerufen worden war, übertrug Napoleon ihm den militärischen Oberbefehl von Tirol. Dort konnte er durch Mässigung und Vorsicht viel für die politische Entspannung des Landes erreichen.

1807 begann Napoleon seine Invasion in Spanien. 1810 holte er dann auch Baraguey der dann dort erstmalig bei der Ciudad Rodrigo mitkämpfte. Im Russlandfeldzug 1812 kämpfte Baraguey u. en. bei Smolensk und Borodino. In der Schlacht bei Krasnoi musste er sich Mitte November mit einem Teil seiner Division dem überlegenen russischen Heer ergeben und fiel bei Napoleon in Ungande. In sehr untergeordneter Stellung nahm Baraguey noch an der Schlacht an der Beresina teil und kehrte nach Berlin zurück. Dort erkrankte er am entzündlichen Fieber (Typhus) und starb am 6. Januar 1813 daran. Einige zeitgenössische Quellen vermuten auch Suizid mittels Opium.